EU’s løngennemsigtighedsdirektiv

Overraskende nye regler – også for tandklinikker
HVAD ER DET NYE SOM GÆLDER FRA 2027?
EU’s nye løngennemsigtighedsdirektiv, som er udskudt fra juni 2026 til 1. januar 2027, har bl.a. til formål at sikre lige løn for lige arbejde. Tandklinikker slipper for alle de mest krævende indberetningskrav, fordi de færreste tandklinikker har over 100 ansatte, men vi skal stadig overholde en række nye regler, herunder:
- Åbenhed ved ansættelse: Jobsøgere har ret til at kende startlønnen eller lønintervallet i stillingsopslaget eller inden jobsamtalen.
- Forbud mod lønhistorik: Arbejdsgivere må ikke spørge ansøgere om deres tidligere løn.
- Ret til information: Medarbejdere kan til enhver tid skriftligt anmode om at få oplyst deres eget lønniveau samt gennemsnittet (opdelt på køn) for medarbejdergrupper, der udfører samme arbejde.
- Objektive lønkriterier: Virksomheden skal gøre kriterierne for lønfastsættelse og lønudvikling let tilgængelige for medarbejderne, og disse kriterier skal være kønsneutrale.
- Forbud mod tavshedsklausuler: Det er ikke længere tilladt at have klausuler i ansættelseskontrakter, der forhindrer medarbejdere i at tale åbent om deres løn.
- Bevisbyrde: Ved mistanke om løndiskrimination på grund af køn, er det virksomheden, der skal bevise, at lønforskellen er saglig og ikke kønsbetinget.


